Fem stjerner: Rogaczewskis idol elsker død, religion, kærlighed og vold – det får vi nu ikke så meget af

»Håret sidder. Og jeg ligner en ung Nick Cave. Alt er godt.« Fjerde og sidste afsnit af DRs store dokumentarserie »Topdirektørerne« åbner bizart. For hvad er pointen i at understrege, at grundlæggeren af og direktøren for it-giganten Netcompany, André Rogaczewski, går op i sit hår og åbenlyst gerne sammenligner sig selv med den australske rockstjerne Nick Cave? Måske det er min fejl, men jeg ved ikke så meget om Nick Cave. Jeg kan dog læse mig til, at hans musik er »karakteriseret ved en følelsesmæssig intensitet samt en vidtfavnende indflydelse fra og lyrisk besættelse af død, religion, kærlighed og vold«. Det sidste får vi ikke meget af i det fjerde og sidste afsnit, og hvis noget måske mest en ordentlig dosis moderkærlighed og André Rogaczewskis kærlighed til at have bygget en stor og succesfuld børsnoteret virksomhed. Tiden er kommet til en dobbeltanmeldelse af »Topdirektørerne«, nemlig både en anmeldelse af det sidste afsnit med André Rogaczewski og hele serien. En fortælling om mennesker Min kollega Simon Bendtsen og jeg har fra starten lagt den linje, at dokumentarserien skal måles på sin evne til formidle fortællingen om de fire mennesker, som DRs økonomiske korrespondent, Casper Schrøder, efter eget udsagn får unik adgang til. Det er nu ikke noget helt nyt greb at følge en topchef eller en minister tæt over en dag eller længere tid. Det har mange medier gjort før DR. Berlingske rejste i 2019 med André Rogaczewski til det hårde kvarter i Aalborg Øst, hvor han voksede op. Det unikke ved DRs serie er ideen om at formidle fortællinger om mennesker fra erhvervslivets top til alle danskere, ikke kun erhvervslivet selv. Det er et godt og ædelt projekt. Det helt unikke er evnen til at trænge ind bag facaden på de mennesker, som leder landets store virksomheder, så verden får indsigt i, hvad det er for nogle mennesker, som leder de største virksomheder. Mads Nipper fra Ørsted, Jacob Aarup-Andersen fra Carlsberg, Britta Stenholt fra Stark og André Rogaczewski er mennesker, som vi ellers kun møder, hvis de har en vaskeægte møgsag som at måtte nedskrive milliarder på vindmøller eller en russisk forretning, de må af med – eller når det en gang imellem lykkes at komme i medierne for noget optimistisk, fordi man har fundet gammel gær i en ølkasse glemt i en kælder. Kommer aldrig bag facaden Vi kommer i dokumentaren aldrig rigtig ind bag facaden på André Rogaczewski, fordi vi mest skal tvinges til at høre om et irrelevant kvartalsregnskab og en mulig milliardkontrakt om at levere et stort it-system til en af verdens største lufthavne, Heathrow i London. Vi forstår godt, at det for DR handler om at iscenesætte hverdagen for en helt almindelig topchef, men faktisk er det ret uinteressant og fører ingen steder hen i forhold til, hvor meget tid det fylder i dokumentaren. I modsætning til de medvirkedende i de første tre afsnit bliver Rogaczewski ikke spurgt om sin løn. Jamen dog. Det gør han ikke, fordi hans løn er irrelevant i forhold til, at han som grundlægger ejer aktier for over en milliard kroner. Når Casper Schrøder så i stedet spørger Rogaczewski, hvad det betyder for ham økonomisk, hvis aktiekursen stiger eller falder, så lyder det i grunden kedsommelige svar, at det handler om to- eller trecifrede millionbeløb, selvom Rogaczewski samtidig bedyrer, at han er ligeglad med aktien og kun går op i forretningen. Måske er Rogaczewski bare træt af at se på aktien, som er faldet fra over kurs 800 til kurs 250, så værdien af selskabet er gået fra godt 40 milliarder kroner til 12 milliarder kroner. Det kunne Casper Schrøder godt have spurgt om. Der er kun to steder i serien, hvor vi kommer lidt tættere på mennesket. Det er rørende at møde hans forældre, som måtte flygte fra Polen under kommunismen. Ved at revne af stolthed Rogaczewski var kun ét år, da han kom til Danmark, og han voksede op i et almennyttigt boligbyggeri i Aalborg Øst. Hans forældre er ikke overraskende ved at revne af stolthed over denne søn, som åbenlyst har levet op til forældrenes velmenende råd om, at han skulle »udnytte sit talent«. Det forstår man godt. André Rogaczewski er dermed en ægte self-made man, hvis historie minder mere om den, som man kender fra grundfortællingen om USA og den amerikanske drøm. Historien har det danske tvist, at André Rogaczewski sender æren for, at han kunne drive det så vidt, videre til velfærdsstaten. »Velfærdssamfundet spillede en kæmpe rolle for, hvem jeg er blevet til. Prøv at høre her. Min far startede som bankassistent. Min mor vaskede trapper, da vi kom fra Polen. Havde det ikke været for den skole og det bibliotek og de små sejre – det at få lov at røre en computer – så var jeg ikke nået hertil,« siger Andre Rogaczewski i dag. Måtte flygte fra kommunismen Vi møder forældrene, som taler et nydeligt dansk med en tydelig polsk accent. Vi ved fra Berlingskes interview med André Rogaczewski fra 2019, at faren måtte flygte fra kommunismen, fordi han var politisk aktiv. Man kan også drive ideerne bag velfærdssamfundet, socialismen, for vidt. Vi kommer ikke tættere på Rogaczewski end det. Nogen vil måske kalde ham glat, fordi han ikke giver så meget. Det må han og DR om, for det er i orden at værne om den private del af sit liv. Det hjælper ikke på indtrykket, at vi møder André Rogaczewski på en fisketur med sin søn, for man får ingen fornemmelse af deres forhold, eller hvor ofte der bliver fisket. Dokumentaren er lidt som at møde en rockstjerne, der skal værne om fortællingen om sig selv og sit liv, og hvor vi kun kan få lov at se, hvad han ønsker, at vi skal se. Man kan også roligt sige, at Nick Cave har et velpasset image. Derfor skal det sidste afsnit af »Topdirektørerne« kun have to-tre stjerner, men måske fire-fem stjerner til de minutter, hvor vi møder hans forældre. Til gengæld fortjener DR og Casper Schrøder fem stjerner for dokumentarserien i sin helhed. Der er fem argumenter for de fem stjerner. En stjerne for en velproduceret og visuel flot produktion. En stjerne for valget af hovedpersoner samlet set. En stjerne for portrættet af Britta Stenholt fra Stark, som var seriens højdepunkt. En stjerne for at lave en dokumentar, som faktisk lykkes med at åbne erhvervslivet for en bredere kreds af danskere. En stjerne for at tage erhvervslivet alvorligt. DR-dokumentarserien mister den sjette stjerne for at mangle at komme tæt nok på mennesket bag mindst tre af de fire topdirektører såvel som en lige vel stor overdosering af værten, Casper Schrøder, og for at stopfodre os med stemningsmættet musik. Det kan man gøre bedre næste gang. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator Fjerde og sidste afsnit i DR-dokumentarserien »Topdirektørerne« – »Netcompany: Andrés hjertebarn« – blev sendt mandag aften på DR1. Alle fire afsnit kan streames på dr.dk/tv. https://www.berlingske.dk/kommentar/fem-stjerner-rogaczewskis-idol-elsker-doed-religion-kaerlighed-og-vold